Champagneskolen · 6 af 7
Grand cru og premier cru i Champagne
Hvad betyder grand cru og premier cru på en champagneflaske?

Grand cru og premier cru står på mange flasker, men hvad betyder det egentlig? Her er forklaringen.
Ligesom så mange andre franske vinregioner er Champagne inddelt i cru’er. Der findes i alt 17 landsbyer, som kan bryste sig med ”grand cru” titlen, og 44 landsbyer med ”premier cru” status. Grand cru er et udtryk for de bedste områder og premier cru de “næstbedste”. Mange områder har dog ikke en cru-klassifikation.
Champagne adskiller sig på et meget væsentligt punkt fra andre vinregioner, fordi der i Champagne kan gives grand cru status til en hel landsby og ikke til de enkelte marker, som det eksempelvis er tilfældet i Bourgogne eller Bordeaux, hvor cru-status gives til den enkelte mark.
Dette har stor betydning, da ikke alle marker i samme landsby ligger lige godt, og det udvander i min optik cru-systemet i Champagne lidt. Grand eller premier cru er dog trods alt en indikation af, at landsbyen er godt beliggende, og at man derfor generelt kan forvente druer af god kvalitet, og de største og dyreste flasker vil oftest også være lavet af druer, som kun stammer fra grand eller premier cru. Personligt synes jeg dog ikke, at man skal lægge alt for meget vægt på, om en given champagne kommer fra en landsby med cru klassifikation eller ej.
Smag selv forskellen
Book en champagnesmagning, eller start med en smagekasse.



